DEN VIRKELIGE UNDERGRUND: KLUB SIGURD ❤️🔥❤️🔥❤️🔥
Mød Esben Amdisen, ildsjælen bag Nørrebros øvelokalefællesskab Klub Sigurd, som er blevet så meget mere end bare et sted at øve – det er blevet en levende familie for den københavnske undergrund! Vi har talt med Esben om hans visioner, drømmen om Klub Sigurd, og den dybe kærlighed til Københavns pulserende musikundergrund:
📖Hvad er historien bag Klub Sigurd?
”Under (og siden) corona var vi en gruppe af bands og solister, der oftere og oftere stødte ind i hinanden i fælleslokalerne i øvelokalerne Sigurdsgade på Nørrebro. Der voksede langsomt et fællesskab op omkring vores relativt seriøse tilgang til vores musik, og om hvor svært det kan være at komme ud og spille live. Så vi var sådan en slags lille gruppe, der startede med at hjælpe hinanden ud på scenerne og med at holde motivationen høj. Jeg ynder at kalde det den virkelige undergrund. Vi er for ukendte til at have bookere og pladeselskaber og markedsføring, men der er stadig masser af god kvalitet at hente på det her niveau, så jeg mener, Klub Sigurd har en berettigelse.”
📍Hvad er det fedeste ved at holde Klub Sigurd i Råhuset?
”Der er jo altid godt styr på tingene på Råhuset, og beliggenheden er tilstrækkeligt central. Flere af de musikere, der har spillet til Klub Sigurd arrangementer, har været overraskede over lydforholdene og det baggear, stedet har stillet til rådighed. Det er med til at højne kvaliteten på scenen, og for nogen er det en overraskelse, at der er backstage og en professionel lydtekniker. Det har vi været rigtigt glade for. Men det allerfedeste er jo at have en aften med en masse glade mennesker både musikere og publikum, og sådan har det heldigvis været alle gange indtil nu. Sidste gang fortsatte festlighederne også, efter at Råhuset lukkede.”
⏰Hvornår er næste arrangement i Råhuset, og hvad kan vi forvente?
”Vi holder arrangement den 7. november med lidt for enhver smag. Først og fremmest plejer det at være en utroligt hyggelig aften for både kunstnere og publikum. Typisk har vi en singer/songwriter og to bands, og denne aften er ikke en undtagelse.
🎸Asger Overgaard vil spille fra Gäys bagkatalog.
🎶Melanges tager os med på en genre-tur – de er superdygtige, men endnu uden udgivelser, så her er chancen for at få en særlig oplevelse.
🥁Vince Chinaski optræder denne gang med et band. Det glæder jeg mig meget til at høre og se. Vince er en af dem, der var med helt fra Klub Sigurds begyndelse i coronatiden – og han står i øvrigt også for vores grafik.”
🔮Hvor ser du undergrunden bevæge sig hen?
”På en eller anden måde synes jeg, mange musikere er begyndt at lyde, som om de tjente penge på at spille koncerter før i tiden, at de solgte flere plader, men det var nok også de færreste, der gjorde det dengang. Og så snakker man ellers videre om, hvor dårligt musikbranchen er skruet sammen på. Men måske kunne det være fedt, hvis vi kunne lægge energien i koncerterne, fællesskabet og den skabte kunst i stedet. Det er jo det, der driver værket. Jeg synes, det kunne være fedt, hvis musikere på tværs af netværk kunne samles om koncerter flere steder oftere. At man på den måde kunne dele publikum, og publikum kunne dele musikere.”
I Råhuset er vi ovenud stolte af at samarbejdet, og vi kan slet ikke vente med at åbne dørene torsdag den 7. november! Kom og vær med, når Esben og Klub Sigurd endnu engang gør Råhuset til et samlingspunkt for alle, der elsker musik, fællesskab og undergrundens sjæl. ❤️🔥